Alvorlig samtale
Idag har jeg været inde og besøge min farmor, som er 95 år. Hun bor stadig i eget hus, og klarer stort set det hele selv, dog har hun en hjemmehjælp, som kommer og støvsuger, og en havemand. Idag havde hun bagt boller og kage til jeg skulle komme. Hun havde dog alvorlige ting at tale om, nemlig hendes begravelse. Som hun siger, så er hendes liv jo ved at være slut, og hun havde altså nogle ønsker. Hun bad også om, at vi brugte en bedemand, som hun kender og synes godt om. Det kom helt bag på mig, at det var sådan noget vi skulle tale om idag, men alligevel var det en god samtale og hun var glad for, at disse ting blev ordnet. Jeg håber, at hun når dagen kommer bare får lov at sove stille ind i sin stol og at det ikke bliver et voldsomt dødsfald.